På sådan en stille vinterdag....

hvor udsigten fra min "nye" plads er sådan her.

Så må det være tid til at vende tilbage på bloggen. Der har ikke været det store overskud i det lille hjem, men alligevel har jeg/vi sørget for gode oplevelser til vores lille depot, som vi så trækker fra de andre dage..... Det tror jeg de fleste, som læser med her, kender alt til :o)

Min nye plads er der hvor jeg udstiller mit fald - lige ned i rygerhullet igen. Næsten 2 års afholdenhed fik en ende i januar, efter 3 uger med tanker og drømme, der konstant drejede sig om røg. Jeg gad ikke at bruge mine få kræfter til at "lade være" - så nu ryger jeg i udestuen og har aftalt med Katrine, at jeg stopper igen, når mit overskud vender tilbage.

Hvor er kræfterne så gået hen...... Jo, jeg prøver at overbevise vores kommune om at vi har brug for hjælp. Det går ikke fantastisk godt - for at sige det mildt !! Men jeg kommer vel igennem på et tidspunkt - enten på den ene eller anden måde.

Vi har lige fået bekræftet den diagnose, som vores selvfundne neuro-psykolog havde stillet efter en lang række tests og samtaler. Jeg ville ikke skrive mere om Katrine's sygdom/problemer på bloggen, før vi havde en verificeret diagnose, men Risskov's børne- og unge afdeling har sagt god for diagnosemetoden. Så nu er det officielt at Katrine har Aspergers Syndrom. Vi har grædt mange tårer over alle de "spildte" år; år hvor hun har fået at vide hun var uopdragen og træls; år hvor hun grædende har gået i skole og hjem igen; hobevis af nederlag i forbindelse med hendes forsøg på kontakt med jævnaldrende og jeg gang på gang har fået at vide (både direkte og inddirekte) at det er fordi jeg er alene med hende; skolepsykologen der sagde at "hun er en dejlig glad pige, hun ved bare mere end de andre i klassen og derfor bliver hun drillet. Jeg har altid nydt Katrines viden, når jeg har været observatør i klassen." Tjaaah, du var der i perioder op til 10 timer om ugen pga de 4 drenge med problemer, men ikke én gang undrede du dig over mit barns manglende sociale kontakter og relationer ??!?!
Og JA, jeg har bebrejdet mig selv at jeg ikke gjorde et eller andet..... men hun har jo altid været min stædige lille pige, som var årsag til at jeg forsynede mødregruppen med et utal af vællig- og grødprodukter, fordi hun ikke ville spise den slags. Hende, der ikke spiste fra jeg hentede hende hos dagplejemoren fredageftermiddag til hun blev afleveret mandagmorgen. Det lille menneske, som jeg i desperation tvangsmadede på toturmåde, fodi hun skulle spise maden..... Hele udredningsprocessen har været én lang række af AHA-oplevelser og jeg har grædt i mange timer, over alle de steder hvor vi ikke var nogen som ikke så alle tegnene. Jeg ved godt, at hun ikke ville være blevet skånet for nederlag ved at være i et særligt miljø, men de fleste ville være minimeret om ikke andet !!
Vi skal nok finde en rytme som gør hendes og mit liv godt; hun er igang med at revidere nogle af hendes drømme for fremtiden; vi snakker meget om det at være en "asparges" og er åbne i det omfang, som omgivelserne vil modtage :o) Nu vil jeg hen til strikketøjet og senere følger en opdatering på mine terapi-produkter.
Tilføjet v. 2-tiden: Tak for jeres varme hilsner - det varmer; jeg vil lige sige at vi ikke er i chok. Fik diagnosen allerede i oktober, så vi har selv haft god tid til at tænke og mærke sorgen og glæden ved at få sat ord på hendes vanskeligheder ! Jeg ville bare ikke skrive om det på bloggen så længe der var risiko for, at der ville komme en anden diagnose fra Risskov. Det er nok trægheden i det kommunale regi der kan udløse nye choktilstande :o)