15 april 2007

Livet er ikke det værste man har....

.... slet ikke når man er kat og ikke har pligter !
Hun elsker de varme solskinsdage - ligger de underligste steder i haven og meget gerne i udestuen. Den anden finder kølige steder indendøres - hans lange pels er åbenbart for varm til et pludseligt forår på Mågevej.
Jeg sidder med lidt ømme hårrødder, var nemlig til butikkens julefrokost anno 2006 og det gik ikke stille af...... Der blev leget, sunget, snakket, kigget stjerner på en klar nattehimmel og danset til den store guldmedalje. Og de 9 timer smuttede afsted; idag går tiden lidt langsommere.

I påsken løb jeg tør for garn til forkanterne på min Gepard-jakke; Vivian ku' desværre ikke hjælpe mig - hun havde kun købt hjem til at lave kits så jeg måtte ha' fat i Gepard. Til min ærgelse sku' jeg betale for et ekstra nøgle garn + forsendelse, selvom Gepard fluks indrømmede at det var en fejl i opskriften at der ikke stod 2 nøgler af den farve.
Meen jeg måtte jo have nøglet så jeg ku' komme videre..... detaljerne må så nydes ekstra og ærgelsen over en lidt dårlig kundeservice skubbes i baggrunden.
Se bare denne bagside og kant på forkanten...

Ellers har ugen budt på musikalske oplevelser; den ene i Sankt Pauls kirke i Hadsten, hvor overboens far blev bisat. Kirkesangeren var noget anderledes end vi er vant til: rasta-hår og håndvævede klæder og så en stemme udover det jordiske !! Vi lukkede salmebøgerne efter de 2 første linier i 1. salme - hun sang med sådan en kraft, overbevisning, betoninger og inderlighed jeg ALDRIG før har oplevet - hun gav gåsehud og tårer i øjnene og salmerne blev pludselige smukke og relevante. Det var en utrolig smuk oplevelse i en trist anledning.
Torsdag var det en invitation fra svigerinden der gav varmen i hænderne pga klapsalverne og en tur tilbage til fortiden i nattelivet :o)

Forude venter en ferieuge, som skal bruges på at holde fødselsdag for Katrine og samvær med nye mennesker og gamle kolleger...... jeg glæder mig.

08 april 2007

En velopdragen påskehare...

I vores familie er der kun én tradition i påskedagene (og den er kommet til sammen med børnebørnene!) - nemlig et besøg af Påskeharen. Den plejer at smide æg i Bedste's og mor-/farfars have og det gør den med rund hånd. I år havde den været inde i huset, måske fordi det regnede, mens vi fik brunch på en af byens cafeer.... og denne gang var det ikke kun børnene der fik gode sager. Den havde sørme også fundet strikkepindene frem og en opskrift fra Kastaniestrik. En dygtig Påskehare :o)

Fridagene er gået med ingenting - altså ingenting af den gode slags: hygge, film, mad, strik og lidt samvær med hyggelige mennesker. Ingen planer eller noget der SKAL laves, bare dage vi har brugt til det som lysten var til.
Jeg har strikket for hurtigt på stribe-jakken.... garnet til forkanter er sluppet op, så nu skal jeg ha' fat i noget mere. Men så har nederdelen fra Ruths.dk til gengæld haft sus i skørtet.
Her er et billede fra før fridagene og nu er jeg et pænt stykke videre... skal I lige se ende-afklipningerne ????
Så viser det sig, at den vordende gom GODT kan tåle alpacca.... så nu skal der strikkes islandsk viftesjal til bruden... måske jeg sku' slå op til det i dag ???
Jeg har været i gang med at rydde ud i stakkene under sofabordet - I kender dem måske: udriv af ugeblade, reklamer, tilfældige papirer der lige var havnet på bordet en gang i tidernes morgen osv... Og der lå en bog... hmmm tænkte jeg da jeg så overskriften "hvorfor er den havnet der. Det lyder da spændende"
Så dukkede undertitlen op
Nu forstår jeg bedre at den havnede der....
52 - det er da UOVERSKUELIGT når man er stresset :o)
Fortsat god påske til jer alle.