23 marts 2006

4 af en slags

Er blevet tagge't af Anne og har i de sidste dage tænkt.... og tænkt
Så her kommer lidt om mig

4 JOBS DU HAR HAFT
- Hjælpepige på systue; de værste 6 mdr. af mit liv !! En flok sure og utilfredse kvinder, som kun havde ondt at sige om hinanden. Den allerværste arbejdsplads jeg nogensinde har haft !!


- Tjenestemand på prøve ved P&T i firserne; de sjoveste år i mit liv: sex, drugs and rock and roll - (Drugsene må så være alle de røde Look, der kom gennem lungerne i de dage) Skæve arbejdstider, få piger, mange fyre, lav husleje, god løn, musikerkæresten gemt af vejen i Kbh...... hmm = Sjov og ballade og en enkelt pencilinkur. (Håber ikke at Katrine læser dette!!)

- Social og sundhedsassistent på en aflastningsafdeling. Det mest fagligt spændende en assistent kan komme ud for; masser af udredningerne og handlingsplaner, dialog med bl.a. pårørende og andre dele af plejesektoren, opfyldelse af de sidste ønsker og behov. Samt - desværre - en masse frustrationer over samfundets opdeling af pengekasserne. Til sidst blev det for meget for "lille frelsende Susanne, som ville redde alt og alle".

- Miss Jordnær på et reklamebureau; dvs: den kreative chef's (Missionæren) højre hånd, sekretær, sparringspartner, konsulent, projektleder og meget meget mere...... De mest udfordrene år i mit liv - både personligt og arbejdsmæssigt ! Men jeg har heller aldrig "vokset så meget" som i de år: jeg kan alt - bare ikke på én gang :o)

4 FILM DU KUNNE SE IGEN OG IGEN

Monty Python's Life of brian; den får mig til at grine hver gang.
Ellers har jeg ikke rigtig nogle film, som jeg genser.





4 STEDER DU HAR BOET

- Hvedevænget i Silkeborg. Huset; mine forældre byggede i 67 eller 68, ved egen og familiens hjælp. Jeg kan huske da vi flyttede ind, min mor græd hele aftenen. Hvorfor ?? Vi kom fra en lille 2 værelses loftslejlighed, så møblerne havde RIGTIG meget luft imellem sig ( der var ekko i vinkelstuen med panoramavinduer !) :-) Vi var desuden det sidste hus INDEN markerne - en stor forandring fra midtby-livet. Men vi havde 2 skove tæt på (den ene var i baghaven dengang), masser af legekammerater og en "uskyldig" opvækst i parcelhuskvarteret.

- Parkvænget 42, Charlottenlund. Et skelsættende år for den lille jyde - at bo sammen med Eddie Skoller og Lisbet Lundquist og de 3 børn: det flyttede grænser. Det satte også nogle nye: jeg hader Ulf Pilgaard inderligt: han nægtede at gi' mig hånden en aften han kom til middag. Jeg er så latterlig at jeg stadig bliver harm når jeg ser ham på TV !! Thomas Eje "elskede" jeg - altid glad, sød og snakkesaglig, selv i Irma på Strandvejen!

- Borgergade 82, Silkeborg: 5 værelser, 5 piger, 1 bad/toilet og 1 køkken...... maks. alder 22 år...... Jeg mødte min "ældste" veninde der og vi holder stadig sammen, selvom hun i dag bor i Holland. Mit værelse var forresten lyserødt og hvidt....

- Åboulevarden i Horsens, en lille lejlighed uden varm vand og bad, men et lille "under-trappen-toilet" på baggangen. Den lå mellem en Netto og et værtshus og overfor en videoudlejning. Der lå jeg en stor del af min graviditet og ku' følge udbetalingsdage på kommunen, kedelige tv-aftener og højrøstede diskussioner fra værtshuset.... Godt jeg fik et andet sted INDEN jeg fødte, selvom huslejen kun var 950 kr. inkl. varme :o)

4 TV-SHOWS DU KAN LI’

- Monky World på Animal Planet, de små abeunger kan altså få latteren frem. Så lukker jeg øjnene, når de viser HVILKE forhold mange af aberne har haft.

- Historiske fakta programmer og min hukommelse er så kort at jeg kan se dem flere gange :o)

- Tema lørdagene kan tit bruges

- ER på en god eftermiddag - lige til strikketøj, kaffedrikning og afslapning.

4 STEDER DU HAR VÆRET PÅ FERIE

- Dubai i 87 - før det blev et turistmål. Golfklubben, hvor Bjørn'en har/havde hjemmebane, var under opførelse dengang. Det rygtedes faktisk i løbet af 2 dage at: "der er 2 skandinaviske piger på FERIE !?!?! hernede". En stor oplevelse for mig; første gang uden for europa og mit første møde med rigtig sol :-) Aldrig har jeg følt mig så sikker, selv om vi færdedes ude om natten i en havneby, med millioner af indbyggere og sømænd på gennemrejse !! Apropos sømænd: min veninde mødte hendes kommende mand på en pub i Dubai; 1. gang hun så ham, sagde hun bare: ham skal jeg giftes med ! Hun fik hendes styrmand og 2 børn !!

- Norge - utallige hytter i myggebefængte skove, uden rindende vand og rigtige toiletter, sammen med onkel Dak og Tante Solveig. Hmmm - det var OK så længe jeg fik mine 100 romanblade med og de holdt de 3 åndsvage drenge væk fra mig.

- London - sikken sjov ferie..... så skal I ikke høre mere !

- Toscana - jeg er vild med naturen, maden, menneskerne, vinen, livsstilen, klimaet og historien. I mine drømme har jeg et lille sted lidt oppe i bakkerne, med nogle få vinstokke, en ekstra seng til gæster og ellers bare oplevelser til sanserne. Hov - det hører vist under steder jeg gerne ville være...

4 WEBSITES DU DAGLIGT BESØGER/BRUGER

- www.dr.dk kan godt li' at tjekke nyhederne der.

- www.silkeborgbibliotek.dk er faktisk min startside.

- http://garngastronomi.blogspot.com/ - hun skriver jo så mange gange i løbet af dagen, at et dagligt tjek er minimum :-)

- http://www.schwartz.typepad.com/ - Helle's blogliste viser nemlig når der er nyt..... så jeg snyder lidt og benytter mig af den service.

4 FAVORITRETTER

Hmmm - der er mange gode retter
- Risotto
- boller i karry, som min mor laver den.
- chilli con carne
- flæskesteg med sprød svær

4 STEDER DU GODT GAD AT VÆRE

- i San Francisco (eller Hawaii ??) næste år: min kusine, Vivi, skal giftes med hendes Mike. Det ku' være dejligt hvis der blev råd til at komme med..... Så er der jo også nogle spændende forretninger :o) Mike har lært HVOR han skal købe Koigu, bare pga en kusine han aldrig har mødt !
- Toscana - se op :o)

- Shetlands øerne

- I armene på en voksen mand :o)

4 NYE BLOGGERE DU VIL TAGGE
- Bettina: håber at du har lyst når I er ovre børnesygdommene.
- Kirsten; vi skal altså høre mere om cykelrytteren, hvis du har lyst.
- Pia: hmmm blandingen af IT og at være bosiddende langt ude i skoven, det frister min nysgerrighed. Så forhåbentligt er du ved at være ovenpå igen og har lyst til at være med.
- Mette G; en strikker der er hysterisk med monteringen - vi må vide mere.